Raadvad Træpleje og Krogsgaard Have & Anlæg

Professionel træfældning og rådgivning om træer

Uenig med naboen omkring træer, hæk og hegn

Det er meget vigtigt at gøre alt hvad man kan for at bevare det gode naboskab, men en gang imellem kan det være vanskeligt at blive enige om hvordan hegnet mellem 2 grunde skal se ud (type, farve, plantearter, højde, bredde, pris, hvem skal lave hvad).

Vigtigt: Hvis I selv kan blive enige kan I også selv bestemme højde med mere, bare hegnet ikke strider mod evt. servitutter og lokalplaner.

Hegnsloven

Hvis I ikke kan blive enige så kig i Hegnsloven (Bekendtgørelse af lov om hegn kan ses i fuld tekst på www.retsinformation.dk ) https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=8547&exp=1 En kommenteret version mm kan ses på www.hegnsloven.dk

 

Hegnsloven indeholder regler om:

  • Fælles hegn/eget hegn/Indre hegn
    • Fælleshegn er hegn der står præsist i skellet.
    • Eget hegn er hegn der står helt og holdent på den ene grundejers jord og indenfor en afstand af 1,75m fra skellet.
    • Indre hegn eller træer der står mere end 1,75m fra skellet reguleres ikke af hegnsloven, men af retspraksis og dermed sager rejst ved domstolene.
  • Opsætning af hegn
    • Hegnet skal passe ind i omgivelserne og skal passe til anvendelsen af grundene.
    • Hegnet skal beskytte mod indkik og skabe læ
    • Hegnet kan være levende eller fast
      • Levende hegn kan være sammenhængende hækplanter eller –buske og –træer, samt blandinger af disse.
      • Faste hegn er plankeværk, mure, jordvolde, stensætninger og trådhegn
    • Hegnspligt: Hvis der ikke er et fælles hegn kan man stille krav om at naboen deltager med halvdelen af arbejdet og udgifterne ved opsætning og vedligeholdelse af fælleshegnet (der er dog nogle undtagelser for dette). Et egethegn betales som udgangspunkt helt og holdent af ejeren af den grund det står på.
    • Hegnshøjden: Kan I selv beslutte jf. ovenfor men hvis i ikke kan blive enige kan Hegnssynet beslutte for jer og de vil ofte beslutte sig for mellem 1,80 – 2,00 meter i højden. Højden på et eget hegn sættes ofte til fælleshegnshøjden + afstanden fra eget hegn til skel. F.eks. hvis I har et fælleshegn med en fastsat højde på 2m og der står et eget hegn 1,50m fra fælleshegnet så må egethegnet være 2 + 1,5 = 3,50 meter højt.
  • Ændring af hegn
    • Hvis naboer er uenige bestemmer hegnssynet om en ændring er relevant.
    • Hvis en grundejer af hegnssynet har fået pålagt at fjerne et egethegn kan grundejeren til gengæld kræve rejst et fælleshegn hvor naboerne så skal dele omkostningerne til dette fælleshegn.
  • Vedligeholdelse af hegn
    • Hækhøjde: Hvis ikke andet er fastsat eller aftalt skal en hæk mellem boligområder skæres ned til 2 meter en gang om året.
    • Hegn skal vedligeholdes således at de altid opfylder deres formål vedr. adskillelse, indkik, læ m.m.
    • Træer hvor der er grene, der generer hegn eller færdsel på grunden, eller som er farlige. Hvis der f.eks. vokser grene fra naboens træer igennem et fælles hegn, eller grenene hænger så lavt over hegnet, at det skades, må de skæres af i skellinjen. Hvis grenene fra naboens træ hænger så lavt ind over din grund, at du ikke kan komme til med dine havemaskiner, må du gerne beskære grenene i skellinjen. Gamle, rådne grene, der udgør en sikkerhedsfare, kan du kræve, at naboen skærer af – her må du ikke selv gå i gang med beskæringen.
    • Træer, der står helt inde på naboens grund, hører ikke under hegnsloven men under naboretlige regler afgjort af domstolene(alm. Retspraksis).
  • Hegnssyn
    • Ved uenighed kan et hegnssyn blive nødvendigt
    • Pris: Et hegnssyn koster ca. 1800 kr. og betales ofte af den tabende part.
    • Hegnssynet vil søge at opnå forlig mellem parterne og hvis dette ikke kan nås, træffes en beslutning med udgangspunkt i hegnsloven og de faktiske forhold på stedet.

Naboretlige regler

Uenighed om mure og bygninger i skel og om gener fra store træer, der står helt inde på naboens grund, hører under naboretlige regler, som er opstillet i retspraksis. Hegnsyn kan ikke afgøre disse uenigheder, det kan kun sagsanlæg ved domstolene.

  • Naboens skur eller carport
    • Hvis din nabos garage eller skur har en mur i jeres fælles skel, som vender ind mod din have, har du hverken ret til at male eller vedligeholde den. Heller ikke hvis muren er forfalden og udelukkende kan ses fra din have.
    • Hvis I ikke har en aftale, kan din nabo uden yderligere tilladelse male sin carport lige den farve, han/hun ønsker – også på den side, der vender ind imod dig.
    • Naboen har ansvar for at vedligeholde bygningen i skel, også den mur, som kun er synlig for dig.
    • Hegnsloven, giver dig ret til at opsætte espalier, halvtag eller et mindre skur på en fælles hegnsmur, der vender ind mod din grund. (Ikke på naboens garage/eller skur, der vender mod din grund.)
  • Træerne på nabogrunden
    • En grundejer skal holde sig på sin egen grund. Det betyder, at enhver varig skeloverskridelse som udgangspunkt ikke skal accepteres.
    • Skyggegener og bladaffald: Når træer og anden beplantning står helt på nabogrunden og ikke overskrider skellinjen, består ulempen ofte i skyggegener, bladaffald m.v. Der kræves meget betydelige skyggegener, før der kan gribes ind. Fældning af træer kan komme på tale, men ofte kan ulempen nedbringes til tålegrænsen ved beskæring.
    • Trækroner og andre højere siddende grene, der overskrider skellinjen: Her foretages en helt konkret vurdering, om der kan kræves beskæring. Ved almindelige parcelhuse anses ulempen ofte for væsentlig, der vil således ofte kunne kræves en beskæring i skellinjen.
    • Nedfaldne blade må man normalt finde sig i.
    • Udsigtsgener kan som regel ikke medføre krav om beskæring af træer. Udsigt kræver normalt et servitutgrundlag. Der lægges også vægt på, hvad en grundejer måtte forvente ved køb af ejendommen.